På sportsbanen er holdene A og B i gang med en tovtrækningskamp. Spillerne på begge hold trækker så hårdt de kan, kommandanterne på hver side svinger flagene ivrigt, og publikum råber højt: "Kom så! Kom så!" Efter en intens kamp ender hold A med at vinde. Folk gratulerer hold A, og nogen giver dem en tommelfinger op: "Hold A havde virkelig mere styrke!"

Er vinderen i tovtrækning bare den, der er stærkest?
Før vi besvarer dette spørgsmål, lad os lave et eksperiment: Find to fjedervægte, hægt dem sammen med kroge og lad en person fra hold A og en fra hold B trække i hver sin vægt. Hvis du nøje observerer aflæsningerne på de to fjedervægte, vil du opdage, at selvom hold A og B trækker frem og tilbage og har deres sejre og nederlag, så er aflæsningerne på de to vægte altid ens. Vinderens vægt er aldrig større end taberens vægt. Hvis personen fra hold A slet ikke trækker, men kun tillader personen fra hold B at trække, forbliver aflæsningerne på de to fjedervægte stadig ens.

Dette indikerer, at når det kommer til tovtrækning, er trækkraften fra hold A til hold B og fra hold B til hold A parvis lige store og modsat rettede kræfter. Så hvorfor kan det ene hold vinde? Hvad er hemmeligheden bag sejren?

Forestil dig, at spillerne fra hold A har rulleskøjter på, mens spillerne fra hold B har sko med ru såler. I dette tilfælde ville hold B vinde. Uanset hvor meget styrke spillerne fra hold A bruger, ville de stadig blive trukket over til hold B.

Dette viser, at det, der afgør resultatet af tovtrækningen, ikke er de modsatte trækkrafter, men snarere friktionen mellem fødderne og underlaget.

Når man trækker i tov, skal man blot øge friktionen mellem fødderne og underlaget og samtidig undgå at blive trukket fremad af modstanderen. Dette kræver, at man presser fødderne mod underlaget og læner kroppen bagud. Da en persons vægt øges, øges friktionen mod underlaget, så tovtrækning ofte involverer personer med høj vægt, der også bærer sko med ru såler.

Fordi tovtrækning ikke egentlig måler, hvem der er stærkest, er det ikke en formel sportsdisciplin. Tovtrækning forbliver en legende sportsaktivitet.

I virkeligheden er friktionen et fænomen, der er overalt, og det kan være besværligt: Skosåler slides ned, tøj bliver gammelt, cykler og ure går i stykker. Nogen har opgjort, at omkring halvdelen af de indtægter, folk tjener, går til at kompensere for forskellige former for slid.

Gennem årene har friktion været både en hjælp og en belastning for mennesker. Mens det har gavnet os, har det også forbrugt menneskelige ressourcer, materialer og penge. Især for industriprodukter udgør friktion en trussel mod deres kvalitet og levetid. Det siges, at slidomkostningerne for US Navy's fly i en time overstiger brændstofomkostningerne. I barske miljøer resulterer friktion i maskinfejl, beskadigede dele og lignende problemer.

Med fremskridt inden for videnskab og teknologi udvikler moderne maskiner sig hen imod højere hastigheder, tungere belastninger og højere temperaturer. Derfor er friktion et stigende problem og et vigtigt forskningsområde. Dette har ført til fremkomsten af en ny gren inden for videnskaben, kaldet tribologi.

I almindelighed er tribologi den samlede betegnelse for videnskab og teknologi, der studerer de gensidige sammenhænge mellem overfladefriktion, slid og smøring af to objekter. De to objekters kontaktflader gennemgår en række fysiske, kemiske og mekaniske ændringer.

Tribologi bruger studiet af ændringer i overfladefriktion for at udvikle passende tekniske tiltag, som reducerer eller eliminerer unødvendigt tab af materialer og energi. Dette fører til design af forskellige nye typer maskiner og smøremidler. Derfor er tribologi en tværfaglig gren, der omfatter områder som matematik, mekanik, fysik, kemi, metallurgi, maskinteknik, materialevidenskab og petrokemi.

Emnet for tribologi er omfattende og omfatter design af typiske komponenter, der udsættes for friktion, såsom lejer, tandhjul, turbineblade, tætningskomponenter og koblinger. Det dækker også valg af materialer og overfladebehandlingsmetoder til komponenterne. Desuden omfatter det udvælgelse af forskellige smørematerialer og smøreteknikker samt analyser af maskinslid, overvågning af slid og forudsigelser.

I dag omfatter studiet af tribologi også menneskelige bevægelser som led og hjerteklapper, hvilket har ført til biotribologi og psykotribologi og andre underdiscipliner. For nylig har nogen også forbindet geologiske fænomener som bjergdannelse, havstrømme og forkastninger med tribologi. Dette kaldes "geologisk tribologi".

Som et anvendt teknisk fagområde har tribologi stor økonomisk værdi. Cirka en tredjedel af verdens energiforbrug ender som friktionstab. Hvis en vis mængde friktion kunne elimineres, kunne det føre til betydelige energibesparelser.

I de seneste år har industrilande fokuseret på forskning og udvikling inden for tribologi og undersøgt deres egen tilstand inden for dette område. De er nået frem til en fælles konklusion: Ved at anvende eksisterende tribologisk viden inden for industrien kunne landene øge deres bruttonationalprodukt med omkring 1%[1], hvilket er et bemærkelsesværdigt tal.